Når man kender en, der har været med i Alene i Vildmarken, så er det sgu da lidt dumt ikke at udnytte situationen. Så jeg fik Heidi ind til en snak om, hvad der egentlig sker bag facaden, når kameraerne kører, og du er helt alene derude.
Vi kom hurtigt ind på det, der fylder mest derude: mad, eller rettere manglen på mad. Og så fik jeg en af de skøreste historier længe, med en røget gedde i hovedrollen. Se videoen her 🙂
Mad er alt, når du er Alene i Vildmarken
Som jeg husker programmet, er det primært fisk, deltagerne lever af. Så mit første spørgsmål til Heidi var selvfølgelig: Hvordan gik fiskeriet?
Svaret kom med et grin. Heidi har aldrig pralet med at være en god fisker, og det er hun heller ikke, siger hun selv. Der gik perioder med op til 10 dage mellem, at hun fik en fisk på krogen.
Og så handler det om én ting: at have styr på, hvad du har i dit shelter. Ligger der en gedde derinde, så får du vand i munden af den hele dagen. Men du må ikke spise den hele, for du ved ikke, hvornår den næste kommer.
Gedden på dag 1, og hvorfor du skal have en sten klar
Heidis dage havde en fast struktur: fiske, arbejde og fiske. Allerede på dag 1, efter at have bygget en midlertidig lejr, røg hun ud for at fiske.
Hun fik sat en ny, flot agn på, og der gik ikke længe, før en gedde gik efter den. Så gjaldt det om at få den fisk op af vandet, og det lykkedes, men ikke helt efter bogen.
Hun havde bare ikke fået en sten med ud, som hun kunne aflive fisken med. Og det er vigtigt for Heidi at være ordentlig mod dyrene. Løsningen blev at vende fiskestangen om og bruge den. Ikke elegant, men det virkede, og det var, med hendes egne ord, en pissefed måde at slutte dag 1 på.
Min lille lære til dig: Hvis du fisker på tur, så hav en sten eller en kort, tung pind klar, inden fisken er på land. Og en god, skarp kniv til at rense fangsten bagefter. Kig evt. i min guide til overlevelsesknive til bushcraft og beredskab.
Sådan fik Heidi maden til at strække
En fisk kan ikke holde sig i 10 dage. Så hvordan klarede hun det? Heidi brugte meget tid på at regne. Tid var der nok af.
Portioner fra starten
I starten lavede hun faste portioner, så hun vidste, at der var mad til de næste dage. Hun spiste bevidst lidt mindre i begyndelsen, så hun kunne blive der længere. For som hun siger: “Fisk betyder, at jeg kan blive.”
Røg fisken, når der er mere end én
Når hun fangede mere end én fisk, røg hun dem, så de kunne holde sig længere. Det handler om at have overblik: Hvad har jeg, og hvor lang tid kan det strække sig?
Bær-reglen: knæfald ved hver busk
Heidi lavede mange regler for sig selv. En af dem: Når hun var ude og sanke brænde og slæbe det hjem til lejren, så overtrumfede bær alt. Så var det bare knæfald og spise så mange bær som overhovedet muligt.
Hun er ikke specielt tålmodig, så der blev ikke plukket mange bær til senere. Og med tidlig nattefrost gjaldt det om at være på, mens bærrene var der.
Kompasset førte til rensdyrhjerter
Den her del elsker jeg som gammel spejder. Heidi havde lige fået frisket sit kompasduelighedstegn op inden turen. Og det kom hende til gode.
Der lå nemlig et kort med en lejrmarkering, en rute og et kryds. Og som vi alle sammen ved fra Indiana Jones: Et kryds betyder, at der er noget. Det kryds skulle hun have!
Ved krydset lå et lille depot med to rå rensdyrhjerter og en lille pose glutenfrit mel. Den vildeste gave, som hun siger. Melet er svært at bage med, men hun kom det i en gryde med bær og fik en slags bærsuppe ud af det. Og det smagte rigtig godt.
Kan du selv bruge et kompas, når det gælder? Hvis du vil i gang, så start med et enkelt Silva Ranger begynderkompas, eller se hele udvalget af Silva kompasser. Og læs gerne min guide til, hvordan du vælger det rigtige kompas.
Når kroppen holder op med at sige, den er sulten
Melet og hjerterne var hendes guld og blev gemt til nøddage uden fisk.
Og så sagde Heidi noget, jeg synes er rigtig interessant: Kroppen er klog. På dag 4 holdt hendes krop op med at sige, at den var sulten. Hun kunne mærke, når hun skulle tisse, når hun var træt, og når hun frøs. Men kroppen bad ikke om mad, for der var ikke meget at komme efter.
Prisen var energien. Hun har aldrig spist så lidt og måtte holde pauser, fordi kroppen bare satte ud.
Skal du på længere tur, så husk: Energi er arbejdskraft. Pak hellere lidt ekstra, og vælg mad, der giver meget pr. gram. Jeg har skrevet mere om frysetørret mad til tur og beredskab, og du finder gryder og brændere under kogegrej.
Gedde-fileten i jakkelommen
Rensdyrhjerterne var pakket i pergamentpapir, som hun gemte i shelter-taget. Man smider ikke noget ud derude. Pergamentet blev hendes madkasse. Når hun tog på fiskeekspedition, pakkede hun et lille stykke gedde ind og tog med.
Hun havde lånt sin mand Oles store vinterjakke med på turen. Da hun kom hjem, fik Ole sin jakke igen, ordnede den, rensede den og hængte den til luftning.
Tre måneder senere skulle Heidi af sted og skrive på sin bog og tog den varme vinterjakke med igen. Så mærker hun pludselig noget i lommen. Op kommer en gedde-filet, røget efter kunstens regler. Glemt på en eller anden fisketur.
Så sulten kan hun alligevel ikke have været 😄 Heidi kom simpelthen hjem fra Alene i Vildmarken med en halv røget gedde i lommen.
Det kan du tage med på din egen tur
- Planlæg maden i portioner, også på en weekendtur. Så ved du altid, hvad du har.
- Hav aflivning og rensning klar, før du fisker: en sten eller pind og en skarp kniv.
- Øv dig med kompas og kort, før du får brug for det. Et duelighedstegn kan pludselig være guld værd.
- Brug det, naturen giver, når du alligevel kommer forbi, fx bær, men kun dem, du kender.
- Gem små ting som papir, poser og snor. De får tit et nyt liv i lejren.
- Tjek lommerne, når du kommer hjem 😉
Vil du have mere grej til det enkle friluftsliv, så kig forbi overlevelsesudstyr i shoppen.
FAQ om Alene i Vildmarken og mad i naturen
Hvad lever deltagerne i Alene i Vildmarken af?
Ifølge Heidi handler det primært om fisk. Dertil kommer bær og det, man ellers kan skaffe sig. Hos hende gik der op til 10 dage mellem fangsterne.
Hvordan får man fisk til at holde sig på tur?
Heidi røg sine fisk, når hun havde mere end én. Røget fisk holder sig længere end frisk fisk, og det gav hende mulighed for at fordele maden over flere dage.
Vil du høre mere fra Heidi?
Det her er første fortælling, og jeg har optaget en hel masse mere. Skriv en kommentar under videoen på YouTube, hvis du vil høre flere historier fra Heidi og Alene i Vildmarken. Du kan også følge Heidi på Instagram.
Og skal du selv ud og prøve kræfter med naturen, så find kompas, kogegrej og andet godt grej hos SpejderGEAR.
